Socialtilsyn Nords årsrapport 2020 offentliggjort
I årsrapporten har vi belyst udviklingen af den generelle kvalitet hos tilbud og plejefamilier set hen over en treårig periode. Derudover har vi i årsrapporten et særligt fokus på sundhed og trivsel, og kommer i den forbindelse med ti anbefalinger til, hvordan kvaliteten kan udvikles yderligere på dette område. Vi håber, I vil lade jer inspirere af vores årsrapport og anbefalinger, som I kan læse her.
I forbindelse med vores fokuspunkt om sundhed og trivsel udgav vi et postkort med links til viden om sundhed og trivsel. I kan finde postkortet her.
Årsrapport 2020 i pixi-udgave
Samtidig med offentliggørelsen af vores Årsrapport 2020 udgiver vi vores pixi-udgave af denne. I pixi-udgaven kan I kort læse om status og vores anbefalinger. Pixi-udgaven vil blive delt ud, når vi er på tilsynsbesøg hos jer, men I kan allerede nu læse den her.
Hør om sundhed og sociale medier på vores årsmøder
Vi har stadig ledige pladser på vores årsmøder 2021. På vores årsmøder fortæller vi om fakta og anbefalinger fra vores fokuspunkt 2020 – sundhed og trivsel. Derudover kommer Børns Vilkår og fortæller om sociale medier. I kan desuden finde inspiration omkring sociale medier i vores postkort her.
Som noget nyt holdes møderne i år sammen med plejefamilier og en af jeres borgere inviteres til at deltage i årsmøderne.
Årsmøderne holdes den 2. november i Vrå og den 9. november i Løgstør. Begge dage fra kl. 15.30-19.00. I kan frit vælge mellem de to datoer.
Vi håber at se rigtig mange af jer og jeres borgere. Program og tilmelding kan I finde her.
Tilmeldingsfristen for årsmøderne er d. 5. oktober.
Redegørelser i forbindelse med tilsyn
I forbindelse med at I får tilsyn af os, kan vi bede om en skriftlig redegørelse omkring forhold hos jer. I en sådan redegørelse vil I blive bedt om at svare på nogle uddybende eller undersøgende spørgsmål, som vi mener, er relevante for at kunne vurdere kvaliteten hos jer. Hvis vi beder jer om en redegørelse, så svar gerne så konkret som muligt på det, vi spørger til. Skulle I blive i tvivl om noget, når I bliver bedt om en redegørelse, kan I altid kontakte jeres tilsynskonsulent.
Åbningstider i sommerferien
Socialtilsyn Nord har åbent i hele sommerferien, dog med andre åbnings- og telefontider. Der er åbent mandag til torsdag mellem kl. 9.00 og kl. 14.00 og fredag mellem kl. 9:00 og kl. 12.00 i ugerne 28, 29 og 31. I uge 30 fra kl. 9.00 til kl. 12.00 hele ugen.
I kan altid finde vores kontaktoplysninger på vores hjemmeside her