Viden om sociale medier
Socialtilsyn Nord har i 2021 særligt fokus på, hvordan I understøtter børn, unge og voksne i brugen af de sociale medier. I den forbindelse uddeler vi på vores tilsynsbesøg postkort, hvor der både er spørgsmål til overvejelse og henvisning til, hvor I kan finde mere viden. Postkortet kan I også finde her.
Socialpolitisk redegørelse
Socialministeriet kom den 16. februar med deres årlige Socialpolitisk Redegørelse.
I redegørelsen skrives blandt andet en del om anbragte børns udfordringer, herunder deres trivsel. I kan læse mere og finde redegørelsen her
Kursus i magtanvendelse på voksenområdet
Vi har tidligere omtalt, at vi vil holde et kursus i magtanvendelser på voksenområdet den 25. og den 26. marts. Vi er desværre nødt til at flytte kurset på grund af den uforudsigelige udvikling i corona epidemien. I stedet vil kurset nu blive afviklet den 10. og 11. juni 2021. Tilmelding kan ske på vores hjemmeside fra uge 9.
Brug af epilepsi-alarmer
Anvendelsen af epilepsi-alarmer skal som udgangspunkt registreres og indberettes som en magtanvendelse.
Dog gælder, at hvis behovet for anvendelsen af epilepsi-alarmer skyldes borgerens erhvervede og fremadskridende mentale svækkelse – for eksempel demens - skal der ikke ske registrering og indberetning som en magtanvendelse, medmindre borgeren selv, eller dennes værge eller fremtidsfuldmægtige, modsætter sig anvendelsen.
I kan læse mere om reglerne for tryghedsskabende velfærdsteknologi i servicelovens § 128b og 136e her
Det fremgår af bekendtgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger hvilke indgreb der kan benyttes, epilepsialarmer fremgår af § 3 – bekendtgørelsen kan læses her
Corona og socialområdet
Som I ved, udvikler situationen omkring corona-epidemien sig fortsat, og der kan være store forskelle i, hvad der gælder hvor. Vi opfordrer jer derfor til at holde jer orienteret på relevante hjemmesider.
I kan på blandt andet finde:
- Aktuel information, vejledning og viden om corona på de danske myndigheders fælles hjemmeside her
- Sundhedsstyrelsens anbefalinger her
- Inspiration, råd og retningslinjer på socialområdet på Socialstyrelsens hjemmeside her