Ny serie på DR – Vores Børnehjem
Den 28. februar havde DR Ramasjang premiere på en ny serie; Vores Børnehjem. Vores Børnehjem er en dokumentarisk serie til børn, der fra et børneperspektiv viser, hvordan det er at være barn i Danmark og bo på dét, som mange stadigvæk kalder et børnehjem. I kan se de ni små afsnit på DR’s hjemmeside her
Præcisering af reglerne om tryghedsskabende velfærdsteknologi
Social- og Ældreministeriet har i et notat præciseret gældende regler om tryghedsskabende velfærdsteknologi, beskyttelsesmidler og kompetence til at foretage magtindgreb.
Social- og Ældreministeriet skriver blandet andet:
- Reglerne om tryghedsskabende velfærdsteknologi gælder både elektroniske og ikkeelektroniske løsninger. Det, der er afgørende for, om en teknologi kan anvendes i overensstemmelsen med reglerne, er, om teknologiens funktion er omfattet af bekendtgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologi, og at den anvendes korrekt og proportionelt.
- Man må gerne anvende audioovervågning, der registrerer lyd og inaktivitet fra borgeren. Denne overvågningstype er dog meget indgribende Det betyder at mindsteindgrebsprincippet, hvor man skal vurdere om anvendelse af en mildere foranstaltning kan være tilstrækkelig, er særligt vigtig.
- Anvendelse af beskyttelsesmidler som bløde specialhandsker, stofseler, sengeheste mv. er som udgangspunkt ikke en magtanvendelse, så længe borgeren samtykker til brugen. I tilfælde, hvor borgeren ikke kan samtykke, og der i øvrigt ikke er hjemmel til at bruge beskyttelsesmidlerne, skal det sikres, at borgerens elvbestemmelsesret og bevægelsesfrihed ikke begrænses ved brugen.
- Det er udelukkende personale, der er ansat under lederens instruktionsbeføjelse til at varetage omsorgen over for borgerne, der kan iværksætte magtanvendelsesindgreb. Det gælder både vikarer og fastansatte medarbejdere. Personale, der varetager borgerens omsorg, men som ikke er ansat under lederens instruktionsbeføjelser, kan assistere ved magtanvendelsesindgreb. Personale, som ikke er ansat til at varetage omsorgen over for borgerne, (fx rengøringspersonale, vagter, pedeller og lignende) kan hverken iværksætte eller assistere ved indgreb efter servicelovens regler om magtanvendelse.
I kan læse notatet her
Afgørelse fra Ankestyrelsen om videoovervågning
En ny principiel afgørelse fra Ankestyrelsen slår fast, at det er er Datatilsynet eller politiet, der skal vurdere om et tilbud lovligt kan videoovervåge områder på åbne afdelinger. Det skal socialtilsynet ikke forholde sig til. Videoovervågning kan dog fortsat indgå i Socialtilsynets vurdering af et tilbudskvalitet, men det skal ske med afsæt i Kvalitetsmodellen.
I kan læse principafgørelsen her.
Brug af indberetningsskemaer for magtanvendelse
I år 2020 udsendte Social- og Indenrigsministeriet et notat om den obligatoriske brug af indberetningsskemaer i forbindelse med magtanvendelser. Notatet slår fast, at indberetningsskemaerne skal anvendes uredigeret, og at de ved fremsendelse skal have samme rækkefølge, ordlyd og indhold, som skemaerne på Socialstyrelsens hjemmeside.
Skemaerne må tilføjes til omsorgs- og journaliseringssystemer, men det kræver, at de ved fremsendelse lever op til ovenstående, og at Socialstyrelsens logo stadig fremgår af indberetningsskemaet.
I kan læse notatet her
Organisering på p-nummerniveau
Social- og Ældreministeriet har i et notat præciseret, at det med den nye § 12 b i lov om socialtilsyn fortsat er muligt at organisere driften af flere tilbud under samme CVR-nummer. Det skal i så fald ske med forskellige P-numre, til de enkelte enheder, der alle skal knyttes til det overordnede CVR-nummer.
Flere P-numre under samme CVR-nummer, kan både udgøre ét tilbud med flere afdelinger eller flere forskellige tilbud.
I kan læse notatet her.