Virtuelt infomøde om det at blive plejefamilie
Den 26. februar kl. 16.00 afholder Socialtilsyn Nord et virtuelt møde for personer, som er interesserede i at ansøge om at blive plejeforældre.
På mødet vil vi blandt andet orientere om, hvad det vil sige at være plejefamilie, og hvordan en godkendelsesproces forløber.
Hvis du/I kender nogle, der kunne være interesseret i at blive plejefamilie, må I meget gerne opfordre dem til at tilmelde sig.
Læs nærmere og tilmelding på vores hjemmeside her .
Lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn er sendt i høring
Et lovforslag, der har til formål at effektivisere socialtilsynene, er sendt i høring. Lovforslaget har som overordnet formål at sænke tilsynstrykket med 30 %, således at sociale tilbud fremover får et tilsynsbesøg hvert tredje år, mens plejefamilier får et tilsynsbesøg hvert andet år – som minimum. Der foreslås indført et samlet indtægtsloft for alle socialtilsynene, som reduceres med 30%. Herudover indebærer lovforslaget bl.a., at socialtilsynene skal arbejde – endnu - mere risikobaseret, alt imens kvalitetsmodellen og afrapporteringen også foreslås ændret. Konsekvensen af lovforslaget er en kraftig reducering i socialtilsynenes budgetter og dermed en reduktion af medarbejderstaben. Lovforslaget er i høring indtil slut februar. Lovændringen forventes færdigbehandlet inden sommer. Den nye lov skal træde i kraft pr. 1, januar 2026. I kan læse mere om lovforslaget samt finde relevante bilag på Social- og Boligministeriets hjemmeside her.
Ét af tre nye ældretilsyn etableres i Hjørring Kommune
Som en del af udmøntningen af ældrereformen etableres et nyt ældretilsyn, som forankres kommunalt i henholdsvis Silkeborg, Gentofte og Hjørring. Ældretilsyn Nord organiseres sammen med Socialtilsyn Nord under samme ledelse af tilsynschef Line Hessellund og får fysisk placering sammen med Socialtilsynet i Vrå. Denne organisering får imidlertid ikke indflydelse på Socialtilsyn Nords rolle, arbejde eller finansiering i øvrigt. Ældretilsyn Nord skal være i drift den første juli i år. I kan læse mere om Ældretilsynet på Ældreministeriets hjemmeside her.