Publiceret 15-06-2021

 

Hør om sundhed og sociale medier på vores årsmøder

På vores årsmøder fortæller vi om fakta og anbefalinger fra vores fokuspunkt 2020 – sundhed og trivsel. Derudover kommer Børns Vilkår og fortæller om sociale medier. Børns vilkår sætter fokus på digital trivsel for børn/unge og voksne, og på hvordan man opnår en anerkendende dialog om det digitale liv.

Som noget nyt holdes møderne i år sammen med tilbud og et af jeres plejebørn inviteres til at deltage i årsmøderne. For at jeres plejebørn kan deltage holdes årsmøderne efter sædvanlig skole- og arbejdstid.

Årsmøderne holdes den 2. november i Vrå og den 9. november i Løgstør. Begge dage fra kl. 15.30-19.00. I kan frit vælge mellem de to datoer.

Vi håber at se rigtig mange af jer og jeres plejebørn.

Program og tilmelding kan I finde her.

Tilmeldingsfristen for årsmøderne er d. 5. oktober.

Nye krav til indberetning på Tilbudsportalen

Den 1. juli 2021 træder en ny bekendtgørelse i kraft, der betyder ændringer i forhold til de oplysninger, I som plejefamilie skal indberette på Tilbudsportalen. Ændringerne betyder bl.a. at det fremover er obligatorisk for jer:

  • At uploade seneste årsopgørelse.
  • At beskrive flere punkter under Familieforhold.

Desuden skal der fremover angives flere oplysninger, når en familie ansøger om at blive godkendt som plejefamilie.

Den nye bekendtgørelse om Tilbudsportalen kan I læse her.

Nye film om det at være plejefamilie

Socialstyrelsen har lanceret syv korte film, hvor (kommende) plejeforældre og andre interesserede kan få et indblik i, hvordan det er at være plejefamilie. Filmene sætter fokus på hver deres aspekt af hverdagen, når et plejebarn flytter ind i familien, fx hvordan det kan påvirke parforholdet og familiedynamikken. Filmene indgår som en del af undervisningsmaterialet på socialtilsynets grundkursus for nye plejefamilier.

De syv film og information om dem kan I finde på Socialstyrelsens hjemmeside her

Åbningstider i sommerferien

Socialtilsyn Nord har åbent i hele sommerferien, dog med andre åbnings- og telefontider. Der er åbent mandag til torsdag mellem kl. 9.00 og kl. 14.00 og fredag mellem kl. 9:00 og kl. 12.00 i ugerne 28, 29, 30 og 31. Der kan dog være særlige åbningstider.

I kan altid finde vores kontaktoplysninger på vores hjemmeside her