Hvordan fører vi tilsyn

Socialtilsyn Nord arbejder ud fra en risikobaseret tilgang, hvilket vil sige, at tilsynsintensiteten og indholdet af selve tilsynsbesøget bliver tilrettelagt ud fra en konkret vurdering.

Det driftsorienterede tilsyn kan ske både ved brug af anmeldte tilsyn og uanmeldte tilsyn. I de anmeldte tilsyn har vi givet besked om hvornår vi kommer på besøg. Ved det uanmeldte tilsyn kommer vi uden at I er orienteret om det.

I forbindelse med vores tilsyn kan vi bede om alle de oplysninger, vi mener er relevante, for at vi kan vurdere om I fortsat opfylder betingelserne.

Inden vi kommer på besøg hos jer i forbindelse med et anmeldt driftstilsyn, sender vi et brev til jer, hvori vi blandt andet anmoder jer om at udfylde et oplysningsskema, som I skal sende til os. Skemaet indeholder en række spørgsmål og informationer, som skal medvirke til at give et velfunderet og opdateret grundlag for vores tilsynsbesøg hos jer. Oplysningsskemaet finder I her.

I er også som plejefamilie forpligtet til løbende at informere os om væsentlige ændringer. Væsentlige ændringer er for eksempel, hvis der sker ændringer i antallet af børn I har boende eller at I flytter.

Vores vurdering af jer som plejefamilie tager udgangspunkt i en kvalitetsmodel. I kan læse om den her.

På baggrund af vores vurdering træffer vi afgørelse, om I opfylder betingelserne for fortsat godkendelse, og I dermed er generelt egnet til at modtage den målgruppe I har beskrevet.

Hvis vi mener der er forhold som ikke er i orden, kan vi give jer et påbud. Overholdelse af påbuddet kan gøres til en betingelse for fortsat godkendelse.

Hvis vi mener der er forhold, som har en bekymrende karakter i forhold til plejebørnenes sikkerhed og sundhed eller hvis vi ud fra en samlet vurdering mener at I ikke længere opfylder kravene for jeres godkendelse, kan vi sætte jer under skærpet tilsyn.

Før vi træffer afgørelser om påbud og skærpet tilsyn vil der være en forudgående dialog med jer om de forhold, der begrunder overvejelserne om påbud og skærpet tilsyn (høring).

Det gælder dog ikke hvis der er tale om en akut situation.

Der kan klages over vores afgørelser. Læs hvordan du klager under Klagevejledning.